På selve nytårsnatten vil vi efter en fælles nytårsmiddag afholde en ceremoni for overgangen mellem det gamle og det nye år.

Vi vil bevæge os ind i mørket med tillid og tryghed til alt det gode, det har til os.

Mørket kan være svært at være i, men vi ved samtidig, at der helt inde i livmoderen er sort som natten. Derfor ved vi også, at det er inde i mørket, at kimen til liv ligger og venter. Her ligger frøene og venter på, at lyset skal trænge ind og sætte væksten i gang.

Spejler vi os i naturen, ved vi også, at vinterens mørke er en uundværlig del af årets cyklus. Her trækker safterne og energien sig tilbage i jorden, og dyr gå i hi. Det er tiden til at samle kræfter i det indre. Det kræver tid, langsommelighed, stilhed, hvile, refleksion.

Det kan kræve mod at dykke helt derind i sig selv. Mod til at læne sig ind i mørket, lade sig omfavne og finde hvile i det. Mod til at turde trække sig fra det hverdagsliv, som vi er en del af, og som vores samfund værdsætter så højt. Mod til at være alene. Mod til at være alene sammen. Mod til at hvile og kontemplere. Mod til at hædre de stille sysler. Helt inde i hulen.